|
Kære medlem
Lørdag den 23. maj drog Smørrebrødsalliancen til Nykøbing Falster for at deltage i Madens Folkemøde. Sammen med journalist og forfatter Søren K. Villemoes havde vi fået æren af at varme op til Smørrebrødsfesten, hvor folkemødets deltagere siden satte 1.000 stykker lækkert smørrebrød til livs, produceret på stedet af Momses Smørrebrød, Falsters Kyst, Bord 4 og Højmølle Kro.
Vores indslag gik ganske simpelt ud på at forsvare smørrebrødet mod seks argumenter for, at det IKKE skal være nationalret. Var du ikke med til debatten, får du her et lynoverblik over pointerne:
1) Det er ikke én ret, men en kategori af retter
I princippet ja, men smørrebrød er et måltid i sig selv. Du spiser ikke et stykke smørrebrød, og tager så en portion forloren hare bagefter. Derfor er smørrebrød at betragte som en ret.
2) Det er blevet for dyrt og elitært
Smørrebrød er det hele - både hverdagsmad og fine dining. Det er ingen nyhed, at nogle synes, det er blevet for fint eller dyrt. Sådan har det altid været med smørrebrød
3) Ingen udlændinge forstår det
Smørrebrød kan ikke globaliseres ligesom pizza og sushi. Og netop derfor er det den perfekte nationalret, for du finder ikke noget mere unikt dansk end smørrebrød.
4) Det er alt for kompliceret
Det er hvad man gør det til, og det er det skønne ved smørrebrød. Hvis du er til rejetårn og asparges-kanoner, kan du lave det. Hvis du er i humør til noget fladere, kan du lave det.
5) Det er gammeldags
Tværtimod. Smørrebrød er i konstant udvikling, samtidig med, at det holder traditioner og kultur i hævd. Ingen anden ret kan på samme måde tilpasse sig skiftende trends som klimahensyn og dyrevelfærd.
6) Et flertal har allerede valgt stegt flæsk
Det er aldrig for sent at omgøre en forkert beslutning når det kommer til at vælge en nationalret, som kan samle alle om bordet.
Kampen fortsætter – tak for at være med. |