|
Vi er nødt til at gå til bekendelse. Ikke alle afarter af smørrebrød bør ophæves til ny nationalret. Der må være en grænse, og den kunne passende ligge lige der, hvor pålæg begynder at røre pålæg på tværs af konventionerne for godt smørrebrød. Ligesom barnets leg med ketchup på leverpostejen eller turistens kombination af fiskefilet og italiensk salat ikke er smørrebrød, findes der især to kreationer, som I vores optik gerne må forlade den danske madscene. For den gode smags skyld generelt og for smørrebrødets renomme specifikt. Det drejer sig naturligvis om landgangsbrødet og pålægsmanden (m/k).
Lad os starte med landgangsbrødets ulyksaligheder. Et tarveligt, hvidt flute udstyret med, ifølge traditionen, fisk eller skaldyr, kødpålæg og ost i den rækkefølge. Alene tanken om den bid med både reje og rullepølse får de små hår i nakken til at rejse sig. Det siger nærmest sig selv, at dette misfoster af en spise er importeret fra Sverige - landet med rejesalat på hotdoggen. Du var sikkert sjov at lave og praktisk at spise, men det bliver et tak for nu og altid, landgangsbrød.
Men. Et eller andet sted i Danmark har der på et tidspunkt siddet en eller flere driftige personer og kigget på landgangsbrødet og tænkt… det må vi kunne gøre MEGET mere vulgært. Og vupti, så opstod idéen om en pålægsmand. Det salte frokostbords pendant til kagemanden, hvor et mindre selskab kan spise sig igennem et menneskeformet miskmask af smørrebrødsrelaterede fødevarer. Se blot på billedet her. Hvad er det for et vanvid? |