|
I en kogebog fra 1871 anbefales det at spise 6 pund kød om ugen, men mindre bemidlede englændere måtte nøjes med at få stegt deres billige udskæringer i bagernes afkølende ovne om søndagen, mens de var i kirke. Briternes elskede ”Sunday roast” blev en ting.
Kærligheden til roast beef er foreviget i sangen ”The Roast Beef of Old England” fra 1731:
“When mighty roast beef was the Englishman’s food, it ennobled our veins and enriched our blood. Our soldiers were brave and our courtiers good. Oh! The Roast Beef of old England, And old England Roast Beef!”
Ingen tvivl om, at roastbeef’en er engelsk i sin kerne og sit væsen. Men det skal ikke afholde os danskere fra at assimilere den ind på vores elskede smørrebrød. Jovist, det er ikke det mest klimavenlige pålæg, og nuvel, det beriger nok vores årer og blod i mindre positiv grad end englænderne synger om. Men det er alligevel et uomgængeligt stykke.
Vi vover halvandet øje og insisterer på, at maden bygges op på rugbrød. Det er hændt, at vi har fået den serveret på smørsteget lyst brød, som jo i princippet aldrig har gjort nogen fortræd. Men rugbrød må 9 ud af 10 gange være svaret. Smør til at holde fast på et usundt antal skiver af rosastegt roastbeef med en tynd skorpe af peber. To skiver til madpakken. Minimum seks skiver på et godt spisested.
Man kan gå to veje med løgene, som hver især får konsekvenser for resten af kondimenterne. Ristede løg skal naturligvis strøs over en ordentlig klat remoulade sammen med friskrevet peberrod og to klip karse. Sværger du derimod til bløde løg bør du spejle et æg med løbende blomme til toppen. Bearnaise eller ej til version nummer 2?
Nej, hvis du er puritaner. Ja, hvis du er livsnyder.
Og det ved vi, du er.
Højtbelagte hilsner Smørrebrødsalliancen |